LIDT OM POTTEGÅRDEN
Pottegården fungerede for os primært som restaurant, spillested og keramikudsalg.
Oprindeligt er restaurationsbygningen bygget som skole i starten af 1860’erne.
I 1902 blev den bygning, som i dag benyttes til musikarrangementer, indviet som den nye skole med hele to klasseværelser, mens den gamle skolebygning tjente som bolig for skolemesteren og frøkenen.
Omkring 1960 nedlagdes skolen, og Grete og Jørgen Dudahl-Lasson indrettede keramikværksted i den bygning, som nu er butik og omdøbte Ellinge Skole til Pottegården.
I 1975 lejede Per Fuglsang og Garni Pedersen stedet og indrettede det til restaurant med levende musik. Den store skolebygning blev indrettet til afholdelse af større musikarrangementer. I sommeren 1977 startede vi, Kate og Ulrik, med at hjælpe Per og Garni ved at drive køkkenet den sommer.
1. september 1977 overtog vi stedet, og vi hang så meget fast ved det, at ”Pottegård” nu er vore børns efternavn.
efter 43 somre på stedet lukkede vi restauranten, men fortsætter med enkelte musikarrangementer, primært i sommerperioden.